Året der gik 2010

  • Lørdag d. 8. januar 2011
Året der gik 2010

2010 har været et år med mange gode oplevelser, men desværre også et år med triste tider.

Året startede hvor 2009 slap; med en kold og lang vinter, som ikke rigtig ville slippe. Hestene og ponyerne var glade og tilfredse, da de slap for træning og samtidig fik ekstra hø for at kunne holde varmen. Desværre måtte vi endnu engang stå med Santos der havde en slem kolik pga. luft i blindtarmen. Da dyrlægen kom kunne han konstatere at tarmen havde drejet sig. Heldigvis klarede Santos endnu engang skærene, og det var vi så glade for.

Vinteren var ligeledes tiden, hvor Flowers mave begyndte at vokse sig fin og rund. Snart kunne vi ane bevægelse, og det var skønt at opleve. Da foråret endelig kom var hun dejlig rund, og vi var meget spændte. Flower slap for træning, men Line måtte arbejde på at blive klar til Det Fynske Dyrskue sammen med Nicoline. De var flittige i træningen, og hyggede sig.

I maj måned skete det endelig: Flower folede. Et skønt lille hoppeføl kom til verden, og fik som den første vores stednavn til fornavn. Vi var så heldige at få lov at være med til folingen, og opleve det hele tæt på. Det var en stor ting for os, og det er en oplevelse vi aldrig glemmer.

Det Fynske Dyrskue var lidt anderledes i år, da jeg for første gang skulle udstille mere end 1 pony. Der var nemlig både Line, Flower og så lille Fresia. Det havde jeg aldrig klaret uden mine gode hjælpere Nicoline og Maria. Tak for nogle gode dage.

Hen på sommeren skulle Fresia for dommerne første gang, og træningen holdt hårdt, da hun var en værre en i den periode. Vi fik en god dag til skue trods alt. I september skulle Fresia igen med i byen, og hun var igen en værre rod :) Hun er altså krudtugle. Hun fik en ok bedømmelse, og der var en god dag.

Som efteråret kom var materialeprøve tættere på. Træning med Line blev mere intens, og Line samarbejdede som altid. Desværre blev Line sløj, og jeg følte noget var galt. Hun hostede og dyrlægen kom, og satte hende i behandling. Desværre blev hun få dage efter meget syg, og vi så tegnede som forfangenhed. En masse test og undersøgelser skulle vise at situationen var mere alvorlig end først antaget. Line blev mere og mere syg, på trods af utallige dyrlægebesøg og behandling. Vi måtte den 20.10. træffe den sværeste beslutning der er at tage som hesteejer. Stalden bliver aldrig den samme uden Line, hendes kærlige brummen vil altid mangle. Tak Nicoline for alle de gode stunder du gav Line. Og tak til dyrlæge Jesper Burgaard for kampen for at redde vores elskede pony. Tak til Lisbeth for støtten i den svære tid.

Vinteren kom snigende før tid, og landet blev dækket af sne i november. Ponyerne elskede den nyfaldne sne, og startede atter underholdningen, som vi kunne nyde fra køkkenvinduet. Med vinteren kom julen og nytåret, samt starten på det nye år. Når vi ser tilbage på 2010 har det været et år, som har bragt mange ting med sig. Der har i årets forløb være utallige hyggelige timer, og der bliver sat pris på hver enkelt.

Tak til jer allesammen for det år der er gået.
Vi ser frem til det år, der nu er startet, og ønsker alle et godt nyt år.

Tilbage til nyhedsoversigt